Nobelprisvinder besøger Statsskolen

Nobelprismodtager på besøg i Statsskolehallen

Over 450 mennesker var i dag samlet til et spændende foredrag i Statskolehallen på Ringriderpladsen, hvor nobelprismodtager i kemi, Morten Meldal, var på besøg.

I efteråret 2022 modtog Morten Meldal, sammen med to kolleger, nobelprisen i kemi for deres arbejde med ”click-kemi”. Morten Meldal er den første danske forsker i 25 år, som fik en nobelpris i kemi.

I foredraget præsenterede Meldal sin forskning i Click-kemi, populært sagt en slags molekylær LEGO, som kan forbinde molekyler, uden at molekylerne påvirker hinanden. Click-kemi kan fx anvendes til at udvikle bedre medicin, fx mod cancer eller fedme. På samme måde kan Click-kemi medvirke til at rense vores tøj mere grundigt, eller til at skabe mere bæredygtige fødevarer eller byggematerialer.

I foredraget fortalte Morten Meldal også de mange tilhørere, om hvordan det var at modtage Nobelprisen, en begivenhed som han beskrev som ”Livsforandrende med det samme”, og som har betydet en kæmpe interesse for hans person og forskning. Morten Meldal præciserede, at han fik Nobelprisen for noget simpelt, ikke som normalt for noget kompliceret: ”Faktisk er Click-kemi så simpelt, at selv biologer kan finde ud af det”, jokede han.

Morten Meldal tog publikum med på rejsen fra den eftermiddag, hvor han fik opkaldet fra Sverige, om at han havde modtaget Nobelprisen, frem til ceremonien i Stockholm, hans Nobelforedrag og den efterfølgende middag med Kronprinsesse Victoria som borddame.

Morten Meldal benyttede også anledningen til at slå et slag for grundforskning og gjorde klart, at videnskabelige opdagelser ofte kommer af tilfældigheder, præcis som med opdagelsen af Click-kemi.

Foredraget var især rettet mod de unge mennesker fra de sønderjyske gymnasier, som Morten Meldal gerne vil inspirere til at være nysgerrige på naturvidenskaben og måske endda i sidste ende til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse. Meldal fortalte i den forbindelse også engageret om sit arbejde med at udbrede interessen for kemi i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Foredraget var arrangeret af Sønderborg Statsskole og House of Science i fællesskab og var åbent for offentligheden.

Andre nyheder

Regnbueuge

Efteråret kan til tider virke lidt gråt og trist. Man kan derfor engang imellem godt

God sommerferie

Alle ønskes en god sommerferie! 1. skoledag for nye elever  Det er 1g’ernes og 1hf’ernes